Fredag den 3. juli dannede Sæby Golfklub endnu en gang rammen om vores traditionsrige sommerturnering, som i år blev afviklet i samarbejde med Swedoor Danmark som matchsponsor.

Hele 37 hold deltog – det er sandsynligvis deltagerrekord – og var med til at skabe en fantastisk dag med Texas Scramble, masser af smil, gode grin og hyggeligt samvær. Det store fremmøde betyder utrolig meget, både for klubben og for vores generøse sponsor, som igen i år var med til at gøre dagen til noget helt særligt.

Ved velkomsten blev dagens to vigtigste nøgleord præsenteret: tålmodighed og hygge. Begge dele blev taget til sig, og selv om der var lidt ventetid på banen og vejret viste sig fra flere sider, var stemningen helt i top fra start til slut.

Alle 37 hold leverede flotte præstationer og dystede om et imponerende præmiebord med mere end 28 individuelle præmier.

Som noget helt nyt – efter et ønske fra vores matchsponsor gennem et par år – blev der opstillet et festtelt med livemusik. Det blev et stort samlingspunkt, hvor glade golfspillere kunne nyde den gode stemning både før og efter runden. Det gav dagen et ekstra strejf af sommerfest.

En stor tak skal lyde til:

  • Swedoor Danmark for at være matchsponsor og for de mange flotte præmier.
  • Vores medsponsorer, som bidrog til at gøre dagen og festen mulig.
  • Bandet, som sørgede for fantastisk underholdning gennem flere timer.
  • Alle vores frivillige, greenkeepere og cafépersonale, som endnu en gang leverede en kæmpe indsats.
  • Alle deltagerne, som bidrog med flotte stemningsbilleder og ikke mindst skabte den gode atmosfære både på banen og efter runden.

Stort tillykke til alle vinderne!

Vi er stolte over endnu en gang at kunne samle så mange mennesker til en dag fyldt med golf, fællesskab og gode oplevelser. Det er dage som denne, der viser, hvad vi kan, når vi står sammen i Sæby Golfklub.