Sæby Golfklub kan se tilbage på en forrygende afslutning på Danmarksturneringen, hvor flere af klubbens hold sikrede sig flotte resultater og oprykninger.
4. divisions herrer sikrede allerede lørdag oprykning til 3. division efter en sejr i Hvide Klit, der gav dem et uindhenteligt forspring. Trods den sikre oprykning gik holdet til søndagens kamp med fuld energi og vandt endnu en gang, hvilket fuldendte en perfekt sæson.
Herrer kvalifikationsholdet lå før weekenden i toppen af rækken og vandt lørdag i Sindal. Dermed er de nu klar til oprykningsspil i Blåvandshuk den 14. september. Søndag hentede de endnu en sejr, hvilket betyder, at også de kan bryste sig af en ubesejret sæson.
Seniorholdet var inden weekenden med i toppen af puljen, og med en sejr lørdag i Brønderslev øgede de chancen for oprykning markant. Søndag på hjemmebane holdt de hovedet koldt under pres og sikrede sig dermed også direkte oprykning.
Dameholdet spillede sæsonens sidste kamp i Sindal lørdag og vandt. Puljen blev dog vundet af Frederikshavn, der efter deres sejr søndag går videre til oprykningsspillet.
Weekenden var præget af høj koncentration, kampånd og stærkt sammenhold – både mellem holdene og blandt tilskuerne. Det var ikke kun en sportslig succes, men også et bevis på det fællesskab og kammeratskab, som kendetegner Sæby Golfklub.
“Jeg er utrolig stolt af spillernes indsats. De har vist, at hårdt arbejde og dedikation betaler sig – og vi har opnået resultater, som hele klubben kan være stolte af,” siger Flemming formand for Sæby Golfklub.
“Fra et sportsligt synspunkt har vi haft en fantastisk sæson. Spillernes træningsindsats samt flid til træning og turneringsdeltagelse har hævet niveauet, og det er tydeligt, at det bærer frugt,” udtaler protræner Jakob Borregaard
Klubben ser nu frem til at bakke op om herrer kvalifikationsholdet, når de den 14. september spiller om oprykning.











