I flere år har klubben haft et ønske om at forbedre vilkårene for græsset på green 1, green 2, green 10 og teested 9 og få mere lys og luftcirkulation. Dette har ikke været muligt grundet de høje træer i det område og idet at skovdriften på vores lejede matrikel tilhører Sæbygaard Drift v/Arenfeldt.

På grund af flere forskellige omstændigheder, – bl.a. tørken i 2018 og angreb af lus i træerne samt vindfald i pågældende område, har klubben og Sæbygaard Drift vurderet, at det derfor er blevet nødvendigt at få ryddet det lille skovområde og få lavet nybeplantning efterfølgende.

Selve rydningen vil Sæbygaard Drift stå for. Nybeplantningen skal Sæby Golfklub udføre.

Området vil selvfølgelig være markant ændret i en årrække, indtil nybeplantningen begynder at få fat, men på sigt vil det klart være en forbedring, idet vi har store udfordringer pga. dårlige lys- og fugtighedsforhold, og deraf efterfølgende svampeangreb. I øvrigt vil der vil blive ryddet op i træerne omkring søen v/hul 1, 18 og klubhuset.

I etape 2 vil fyrtræerne mellem hul 1 og 9 blive fjernet. Forløbet mellem hul 1 og 9 vil også blive genplantet, men knap så massivt som det eksisterende. Nybeplantningen vil komme til at bestå af Østrigsk bjergfyr, almindelig fyr og eg. Der vil blive plantet så det får strategisk betydning for spillet men også synsmæssigt for hele banen.

For at denne store forandring skal kunne ske har vi selvfølgelig brug for nye træer. Her åbner vi op for en helt enestående mulighed for første gang i klubbens historie:
Få dit/Jeres eget træ/område på golfbanen – læs mere om projektet HER