Vi har tidligere fortalt om nogle af de projekter, vi har på tegnebrættet, og hvordan vi arbejder på at gøre idéerne til virkelighed gennem fondssøgning. Det har heldigvis givet gode resultater, og vi har igen i år modtaget flotte donationer, der hjælper os med at føre flere af vores ønsker ud i livet.

Tidligere på året kunne vi fortælle, at vi havde modtaget 50.000 kr. fra Sparekassen Danmark Fonden Jerslev til udvidelsen af terrassen i gården. Nu kan vi med stor glæde fortælle, at vi har modtaget yderligere 75.000 kr. fra BHJ Fonden!

Terrassen tager form

Med den flotte støtte er vi nu godt i gang med terrasseprojektet. Der graves ud og lægges fliser, og næste skridt bliver at renovere de eksisterende møbler og supplere med flere bord-bænkesæt, loungemøbler og dekorative plantekasser.

Vi har vedlagt et par billeder fra processen, og et AI-genereret billede som giver et indtryk af, hvordan terrassen kommer til at se ud, når vi er færdige. Vi glæder os allerede til at se det hele tage form!

Gode rammer styrker klublivet

Klublivet og fællesskabet er en vigtig del af Sæby Golfklub. Vi har et fantastisk klubliv, som vi ønsker at værne om, fastholde og fortsat udvikle. Det kræver gode rammer, hvor medlemmer og gæster har lyst til at mødes, hygge sig og nyde fællesskabet – også efter golfrunden.

Klubbens driftsbudget går primært til banen og de øvrige daglige driftsomkostninger. Derfor er det en stor hjælp, at vi har et engageret team, der arbejder med at søge fondsmidler til projekter, som kan skabe værdi for hele klubben. Samtidig bidrager vores nyetablerede forskønnelsesudvalg med gode idéer og input til, hvordan vi kan gøre klubben endnu mere indbydende.

Det er netop et godt eksempel på, hvad vi kan opnå, når vi løfter i fællesskab.

En stor tak til BHJ Fonden og Sparekassen Danmark Fonden Jerslev for den flotte støtte til projektet. Den gør en reel forskel og hjælper os med at skabe endnu bedre rammer for livet i Sæby Golfklub.

Vi glæder os til at vise jer det færdige resultat – og ikke mindst til at tilbringe rigtig mange hyggelige timer på vores skønne terrasse efter golfrunden!

Der er også gang i et spændende projekt i forbindelse med rangen. Det fortæller vi mere om, når vi har flere detaljer på plads.

Tak for opbakningen til udviklingen af vores klub!